Sidste Nyt

15/03-2019 – Efter en tur til Berlin, hvor vi fik SM-skannet Prins(Cavahome Charming Charles), måtte vi se i øjnene at hans resultat ikke var så godt, som vi havde håbet. Derfor har vi valgt at finde nye hjem til ham, så han er flyttet til Aalborg, til en dejlig familie. Samtidig har vi en glædelig nyhed: Det er lykkedes at få parret La-La(Liane’s Uhlala) med den højt præmierede Thyholms Wilson. Det er en kombination som vi venter os rigtig meget af. Siden sidst har vi også været på udstilling og særlig Gangster (Cava-Care Golden Gangster) har klaret sig flot og opnået både bedste junior og 2 DKK certifikater og et klub certifikat.

24/01-2019 – Uha – nu “smuttede” der et halvt år! Der er sket meget siden sidst. Niqa’s hvalpe er for længst flyttet hjemmefra, Beauty har haft hvalpe i mellemtiden – de er også rejst ud til nye oplevelser. Det vi nu her i vinterkulden især glæder os over, er vores dejlige drenge Liane’s Be Yourself og Cava-Care Golden Gangster, som er blevet et par lystige teenagere og vores lille nye Liane’s Casanova (søn af Angel’s Pride Benjamin Button) som vi hentede sammen med hans søster – Curly Sue (som bor hos kennel Cavahome) og Liane’s Don Miguel (søn af Awaray’s Dot Com – som bor hos Winni og Henrik i Ribe). Vi havde en skøn “tøsetur” ned til Kennel Liane og vi er meget glade og taknemmelige for de dejlige hvalpe, vi fik lov til at købe. De unge hunde hygger sig sammen med de voksne og alle trives fint. Vi glæder os meget til de kommende udstillinger og de udendørs aktiviteter, som det kommende forår indbyder til. Vores dejlige tricolor tæve Liane´s Uhlala gik flot igennem både hjerte- og SM-skanning, så vi ser frem til både blenheim- og tricolor hvalpe til sommer.

31/07-2018 – For 11 dage siden fik vi besøg af en anden opdrætter, som havde store problemer med en tæve med nyfødte hvalpe. Moderen kunne tilsyneladende ikke lave mælk til sine hvalpe og de havde alle 5 tabt 30-40 gram af fødselsvægten, så livet hang i en tynd tråd. Niqa’s hvalpe var heldigvis særdeles velnærede og var begyndt at spise selv, så vi gav de 5 “plejebørn” en god portion ved Niqa og prøvede så i løbet af de næste 2 døgn at få moderen til at producere mælk. Det lykkedes ikke, så nu har Niqa overtaget moderrollen også for disse hvalpe, så vi er rigtig glade for at Niqa både rent fysisk er i stand til at klare opgaven, men også at hun er så tolerant at hun acceptere de små “plejebørn” som i skrivende stund er væsentligt over det dobbelte i vægt i forholdt til da de ankom.

28/07-2018 – I dag gik turen 300km syd for Bremen til Kennel Liane, hvor vi havde en pragtfuld eftermiddag og aften med en hel masse hundesnak, inden vi kørte til vores hotel. Næste morgen hentede vi vores lille nye “Bandit”(Liane’s Be Yourself). Ved hjemkomsten blev han vel modtaget af sin nye legekammerat Gangster(Cava-Care Golden Gangster) – de leger fantastisk sammen, men der er også kun 6 dages aldersforskel.

01/07-2018 – Så gik turen til Berlin. Vi skulle have Tarzan SM skannet. Desværre fik vi ikke det ønskede resultat. I Fredags blev Tarzan hjerteskannet og det var OK, men SM skanningen viste at han kun må parrer tæver over 5 år som har 0-status. Det betyder at vi har taget den tunge beslutning, at Tarzan skal have lov til at blive familiehund, når vi finder en rigtig dejlig familie til ham hvor han kan være “Stjerne-hund”.

26/06-2018 – Niqa fik i dag 3,4 hvalpe – vi valgte efter dyrlægens anbefaling at parre hende igen, da dyrlægen mener at en ung tæve der starter i avlen har bedst af at få 2 kuld i træk og der efter holde pauser. Vi har naturligvis gjort vores yderste for at Niqa har fået en optimal ernæring og hun har været absolut velnæret og helt klar til denne fødsel. Kun en i kuldet – en lille pige – er blenheim, resten er tricolor. Vi har besluttet at blenheim hvalpen bliver hos os og 2 af tricolor tæverne er afsat til andre opdrættere.

17/06-2018 – I forårets løb har vi været på flere udstillinger senest den store DKK udstilling her i Vejen. Det meste er gået rigtig godt- Særligt vores hvalpekøbere har deltaget med stor interesse og deraf følgende flotte resultater. Der har været flere klasse vindere – også vores lille Simba fra Norge har klaret sig flot: Han har været udstillet 6 gange og blevet BIR eller BIM hver gang. Vi ser frem til efterårets udstillinger og glæder os meget til at se hvordan det går med vores opdræt.

03/05-2018 – Beauty fødte i dag 4 smukke blenheim drenge. De udvikler sig alle fantastisk godt, de er utrolig ens og det har været rigtig svært for os at beslutte hvilken vi ville beholde. Valget faldt til sidst på “Cava-Care Golden Gangster”.

14/04-2018 – Albert har nu endelig fået sit hjertestatus – 01 – så det er vi rigtig glade for. Han bliver også snart far, da han er parret med Cavaking Lieber Liva Weel – hun er black & tan, så det bliver spændende at se hvalpenes farver. Niqa fødte i december – hun fik en han – og 4 tævehvalpe – de 3 af tæverne var tricolor ligesom Niqa. De har alle fået nye hjem hos dejlige familier og vi håber at se dem igen på udstilling i sommerens løb. Vi har ikke været på så mange udstillinger i vinter og foråret pga Susannes operation, I kan se resultaterne under hver enkelt hund. Den 6.feb tog Susanne flyveren til Bergen i Norge efter en dejlig lille hanhvalp – Pecassa´s Mr. Gentle Heart – ham venter vi os meget af. Ringo er nu far til 12 han hvalpe og 20 tæve hvalpe + de 4-5 hvalpe som vi lige har set på skannings billede af Beauty’s mave – det er første gang Beauty skal have hvalpe så det er vi meget spændte på.

25/11-2017 – På Cavalierklubben’ s juleudstilling gik det os rigtig godt. Vi startede i ringen med vores lille nye hanhvalp, Prins og (Cavahome Charming Charles) først vandt han babyklassen og der efter vandt han BIR konkurrencen. Vores lille nye tricolor tæve, som vi hentede hos Liane i juli, blev også udstillet for første gang, vandt hvalpe klassen og der efter vandt hun BIR konkurrencen for hvalpe. Tarzan blev også udstillet, han havde dog for travlt under fremvisningen og måtte derfor “nøjes” med en 3 plads. Ringo fuldendte dagen med at vinde åben klasse og blev der efter nr 4 i BIS konkurrencen. En dejlig dag i Hårlev.

12/09-2017 – Så kom resultatet af Niqa’s hjerteskanning: Mislyd 0 og prolaps 1. Et fint resultat der betød at hun midt i oktober kunne parres med Ringo. Så nu venter vi spændt på resultatet.

30/8 – 2017 – Endelig kom dagen, hvor Niqa kunne hjerteskannes. Smaddernervøs ankom jeg til Bygholm Dyrehospital, som heldigvis fandt frem til, at hendes hjerte så særdeles fint ud. Så nu afventer vi DKK´s endelige besked.

26-27/8 – 2017 – Cavalierfestival i Kruså. Lørdagen gik fint: Både Honey, Tarzan og Ringo fik højeste præmiering – der var dog ingen vinderplaceringer imellem. Søndag fik Beauty også højeste præmiering – det var dejligt. Men helt fantastisk gik det for Tarzan: Først vandt han hvalpeklasse hanner. Derefter blev han dagens bedste hvalp. Til slut vandt han også i “kampen” mod lørdagens bedste hvalp. Helt fantastisk. Da vi kom til Ringo, startede han med at vinde åben klasse hanner. Derefter blev han bedst i racen søndag. I sidste konkurrence om showets bedste hund måtte vi “overlade” 1. pladsen til en fortjent sejr til Cavalierbyens Hot Hazel Harley.Helt igennem en fantastisk dag, som vi er meget glade og stolte over.

28/7 – 2017 – så var det endelig ferietid. Undervejs hentede vi lille Liane´s Uhlala. Allerede da vi købte Ringo, lovede Liane os at finde en tricolor tævehvalp til os og endelig lykkedes det. Så vi havde “De tre musketerer” med på ferie + lille nye LaLa.

10/06-2017 – Ringo blev mr-skannet i Berlin med flot resultat cm 1-2 og sm 0 – Dejligt at vi trygt kan bruge ham til avl – der ligger lige nu 5 smukke hvalpe og forhåbentlige flere på vej som resultat af parring d. 9.juni. På turen benyttede vi lejligheden til at bringe lille Kenny Dobry Rok med hjem. Han har en afstamning, som vi mener er interessant for danske tæver og hans farver er ligeledes interessant.

25/03-2017 – Da vi samarbejder meget tæt med kennel Cavahome – Cavahome ejes af vores datter og svigersøn June og Niels Rasmussen – er vi blevet enige om, at bogstavlisten ift. hvalpenes navne, samt ajourføring vores interesseliste gør vi fremover fælles.

23/02-2017 – Siden sidst er der sket mange ting. Folmer havde længe ønsket sig en lille black/tan pige og lige efter nytår var vi heldige at finde en lille prinsesse.
Næppe var hun ankommet før en dejlig ruby hanhund på 7 måneder blev til salg. Ham var vi simpelt hen også nød til at købe. Så nu er der rigtig liv i huset.

02/02-2017 – Så blev Kuld B født. Da Ringo er far til hvalpene er vi meget spændt på at se hvordan de udvikler sig.

28/12-2016 – Så blev vores første kuld hvalpe født. Vi har allerede nu bestemt at vores datter beholder en tævehvalp og vi beholder en hanhvalp fra kuldet.

20/12-2016 – Vi har indgået aftale med en anden kommende opdrætter – vores datter – om at vi kan “låne” 2 af hendes tæver til vores første 2 kuld hvalpe.

18/12-2016 – Ringo hjerteskannet med resultat mislyd = 0, prolaps = 1, så det er absolut et flot resultat, som vi er meget glade for. Ringo er derfor nu klar til avl.

15/12-2016 – Både Ringo og Niqa er nu DNA testet for CCS og EFS. Begge hunde testede fri i det hele, så det vil vores hvalpe også være.

24/11-2016 – Fik en mail fra Agria dyreforsikring, som ville give os et forsikrings tilbud, da vi nu havde fået kennelnavn! Dejligt at vi har fået det ønskede navn 😀

21/11-2016 – Vi var i dag til hjerteskanning med Ringo – Dyrlægen mente billederne så meget fine ud, så nu afventer vi spændt resultatet.

10/10-2016 – Så er opdrætter kurset gennemført og ansøgning om kennelnavn sendt afsted.

25/09-2016 – I næste weekend skal vi på opdrætter kursus og derefter ansøger vi om kennelnavn.

21/09-2016 – Ringo blev Patella Testet og fundet fri.